Kigger du i krystalkuglen eller i din kontoplan?

Hvad er en kontoplan – og hvad skal man bruge den til? Som overskriften antyder, kan du bruge kontoplanen fremadrettet, når du skal træffe strategiske beslutninger i din virksomhed.

Når du registrerer alle dine udgifter og indtægter til dit regnskab, kategoriserer du de enkelte poster. Det gør du primært af hensyn til dit regnskab. Regnskabsprogrammet tager sig ikke af de skattemæssige afskrivninger, men har alle momskoder indbygget i fordefinerede kategorier eller konti.

En kontoplan er imidlertid ikke bare nyttig i forbindelse med bogføring. En individuel kontoplan skræddersyet til din virksomhed er også et vigtigt redskab til styring af økonomien i din virksomhed – og dermed til at træffe strategiske beslutninger ud fra.

Er du parat til det forkromede overblik?

Når du opretter din egen kontoplan, tager du første skridt til at skabe overblik i dit regnskab. Du har sikkert en god idé om hvad der sælger bedst. Hvis du sælger ydelser i stedet for produkter, kan det dog for mange være lidt uklart hvilke ydelser, du egentlig sælger mest af, eller tjener mest på. Især hvis du ikke tænker i dine ydelser som ’produkter’, men afregner ud fra en timepris.

Hvad vil du gerne vide?

Hvad skal så med i en kontoplan? Det, der er vigtigt for dig. Du skal spørge dig selv, hvad du gerne vil vide om dit regnskab. Og så kan du selvfølgelig få din bogholder til at bidrage med gode idéer til, hvordan du får den information, du har brug for. Gennem de forskellige konti får du detaljeret dokumentation for både dine udgifter og dine indtægter.

Hvad tjener du dine penge på?

Hvis du sælger frugt, kan du have en interesse i at vide, om du sælger flest jordbær eller æbler. Den information får du ved at dele varekøbet ind i varegrupper. På samme måde kan du som konsulent eller faglig specialist dele dine ydelser op i forskellige indtægtsgrupper.

Tjener du mest på rådgivning eller undervisning? På lommeregninger eller papir? Måske udskriver du flest fakturaer inden for én ydelse, men tjener reelt mest på en anden ydelse.

Din nye viden om tendenser og udsving kan du bruge til at træffe strategiske beslutninger og justere din virksomhed efter.

Hvilke kundetyper er dine favoritter?

Du kan i din kontoplan også generere værdifuld viden om dine kunder ved at inddele dem i kundetyper. Du bestemmer selv om kategorierne skal gå på branche, virksomhedsstørrelse, geografisk område eller noget helt fjerde eller femte.

Ved at dokumentere og skabe overblik over dit salg i forhold til de enkelte kundetyper, kan du lave en mere målrettet markedsføring fremover.

Ikke just ”A Piece of Cake”

Jeg må hellere afsløre med det samme: Det er ikke helt nemt at lave en individuel og skræddersyet kontoplan. Det kræver, at du gør dig nogle overvejelser om, hvad du gerne vil vide. Heldigvis har din bogholder godt styr på processen og guider dig igennem beslutningerne, så du ender med et regnskab, der giver dig overblik. Et regnskab, du kan bruge til fremadrettet at optimere din virksomhed – så du kan gemme krystalkuglen væk og måske få et større stykke af lagkagen…

 

>>>>Næste artikel kommer til at handle om afskrivninger

 

Du er velkommen til at kontakte mig på tlf. 21 84 48 41 og høre, hvad jeg kan tilbyde dig og din virksomhed. Udover fast bogføring tilbyder jeg også ”starthjælp”, så man kommer godt i gang med regnskabet, bogføringen, kontoplanen, m.m.